HELLIG URO
February 17, 2023 
Nyheter 
Torstein Seim 
no responses
Tagged with:
50 år etter Det annet vatikankonsil
Per Kværne og Anne Helene Utgaard (red.)
Emilia forlag
Hellig uro vil bli til salgs på seminaret 4. mars til kr 150.
Her drøftes reformbehov og reformer i Den katolske kirke.
Den kan også bestilles direkte fra forlaget (den sendes portofritt).: red@emilia.no
—-
En bokanmeldelse fra det katolske kirkebladet i Danmark: Katolsk orientering
Når der er hellig uro i Kirken
Norsk bog på højt niveau om Det andet Vatikankoncils betydning
Tekst: Lisbeth Rütz
DEBATBOG ”Ecclesia semper reformanda est”, Kirken må altid reformeres. Dette udsagn er et udtryk for den hellige uro, som altid må vibrere i en kirke, der vil ud til verden med det glade budskab og ikke vil nøjes med at lukke sig om sig selv, siger en ny norsk udgivelse ”Hellig uro – 50 år etter Det annet vatikankonsil”. Bogen er en samling af ti artikler skrevet af ni katolikker og en protestant. Syv af forfatterne er norske, en er svensk, en engelsk og en amerikansk. Fælles for alle er en opfattelse af, at Kirken i disse år er på vej væk fra det dialogklima og den åbenhed, som var Det andet Vatikankoncils.
Bogen indledes med oversigtskapitlet ”Vårløsning i Kirken” af Lars Roar Langslet. Her beskriver han koncilet i et personligt tilbageblik. Nedslidte begreber som dialog og aggiornamento (ajourføring) bliver sat ind i en samtidig kontekst, så vi kan forstå, hvor revolutionerende det var i 60’erne, at koncilet greb tilbage til en oldkirkelig inspireret kirkeforståelse og vægtede apostlenes kollegiale fællesskab omkring Peter højere end en hierarkisk og topstyret struktur. Langslet ser den ajourførte ecclesiologi (kirkeopfattelse) som koncilets måske vigtigste landvinding og betragter liturgireformen som i det store og hele vellykket, selv om mange gik længere, end der var belæg for i koncilets vedtagelser.
De næste ni kapitler falder i tre grupper. Den første gruppes to artikler vil vise behovet for en ny udformning af kirkens antropologi (menneskesyn). Kari Elisabeth Børresen skriver om ”androcentrismens kollaps” (androcentrisme = et patriarkalsk menneskesyn), og Jostein Børtnes skriver i ”men det står hos Paulus at…” om fortolkningsmetoder i forbindelse med episteltekster, der traditionelt bruges i argumentationer mod homoseksualitet.
Den anden gruppe handler om fornyelse i Kirken. Et kapitel handler om koncilets ethos (moral) og det nye syn på præster og lægfolk som ligeværdige medlemmer af ”Guds folk”. Tina Beattie skriver i et kapitel om Kirkens forhold til seksualitet og familie og argumenterer for, at Den katolske Kirke lige som den ortodokse skal give fraskilte mulighed for en ny start og tillade, at de gifter sig igen. Anne Helene Utgaard argumenterer for at genoptage en oldkirkelig tradition og give kvinder adgang til det permanente diakonat. Jesuitten Ladislas Orsy, der er ekspert i kirkeret, skriver om grænsen mellem en definitiv lære og ufejlbarhed. En tredje gruppe artikler ser på forholdet mellem Kirken og verden. Gunnar Heiene præsenterer udviklingen i Kirkens sociallære gennem de sidste 120 år og spændingerne mellem en ældre, abstrakt, naturretslig funderet og en yngre, bibelsk baseret kontekstuel sociallære. Sr. Else – Britt Nilsen O.P. skriver om Kirkens økumeniske samarbejde – et arbejde der har revolutioneret forholdet mellem kirkerne, men i dag er stagneret. Per Kværne skriver om Kirkens dialogarbejde med andre religioner. Her er man – efter Kværnes opfattelse – ikke kommet meget videre end i 1800-tallet.
Centralisme i Kirken
Gang på gang udtrykker de fleste af bidragyderne bekymring over det, de ser som en øget tendens til centralisering og magtkoncentration i kurien under Johannes Paul II og Benedikt XVI.
Denne tendens ses som et forsøg på at spole tiden tilbage og bremse for reformstrømninger i Kirken. I afsnittet ”Myndiggjøring – om lekfolkets rolle i Kirken” skriver sr. Madeleine Fredell O.P.om Det andet Vatikankoncils teologi om lægfolket. Her fornemmes et tydeligt brud i forhold til det kirkesyn. der havde været gældende siden koncilet i Trento. Som en af koncilets væsentligste frugter nævnes lægfolkets myndiggørelse gennem liturgireformen, hvor liturgien nu bliver en fælles fejring og ikke noget, præsten gør for folket (s. 113) Kirkens egentlige læreautoritet ligger i ”sensus fidelium” – de troendes fælles troserfaring, og embedet fødes ud af fællesskabet ikke omvendt, siges det med et citat fra Karl Rahner (s.118)
Madeleine Fredell fortæller om Roms ”nye kontrolbehov”, der er skyld i, at mange teologer bliver bragt til tavshed af Troslærekongregationen (s. 122). I gennemgangen af udviklingen i Kirkens sociallære skriver Gunnar Heiene, at sociallæren efter koncilet lægger stærkere vægt på en mere decentraliseret forståelse af Kirken. Her nævnes dog også, at de seneste ti års udvikling i Kirkens sociallære viser en øget tendens i retning af en mere centraliseret kirkeforståelse på bekostning af lokalkirkens rolle som aktør, hvilket får Heiene til at efterlyse en bedre balance mellem det centrale og det lokale (S. 222)
Ved et motu proprio ”Ad tuendam fidem” udsendt i 1998 blev der indført en ny kategori af læresætninger som kaldes definitive. Det er udsagn af læremæssig karakter, som erklæres for definitive, men ikke opfylder kriterierne for pavelig ufejlbarhed og er blevet udvidet langt ud over hvad der er belæg for i 1. og 2. Vatikankoncils konstitutioner, skriver Ladislav Orsy i kapitlet om udviklinger inden for kirkeretten. Et eksempel på hvad dette betyder i praksis kan ses i sagen med den afsatte australske biskop Morris, der i et pastoralt brev til sit bispedømme havde luftet tanker om, at kvindelige præster engang i fremtiden – under forudsætning af Vatikanets godkendelse – kunne være en mulighed Hans afsættelse kom i 2011 i form af et brev fra pave Benedikt. I debatten omkring afsættelsen hævdes det fra Vatikanets side, at et læreudsagn ikke nødvendigvis behøver at blive proklameret ex cathedra for at gælde som ufejlbarligt. Det kan også blive det i kraft af, at det ordinære og universelle magisterium har forkyndt det gennem længere tid. I praksis betyder dette, at antallet af ting, der kan være genstand for tvivl, reduceres ved centralt stillede anvisninger og straffetiltag i strid med koncilets ånd, skriver Orsy.
Kirkens kvindesyn
Der er ikke længere nogen særlig tvivl om, at diakonordination af kvinder fandt sted i Kirkens første 1.000 år, skriver Anne Helene Utgaard i ”Det permanente diakonat – bare for menn?”. Her argumenterer Utgaard for, at Paulus havde et patriarkalsk menneskesyn, men i praksis havde tætte arbejdsrelationer til mange kvinder. Kvindelige diakoner omtales i Det nye Testamente og andre tidlige kilder. Føbe, der omtales i Romerbrevet 16, 1-2 som diakon i Kenkreæ, (i den autoriserede danske oversættelse oversat som ”menighedstjener”) nævnes som eksempel på en kvinde med ledende status , og både mandlige og kvindelige diakoner blev betragtet som medlemmer af samme gejstlige stand som præster og biskopper, skriver Utgaard.
Taler man om kvindesyn i Kirken, er Gregor VII ´s reformbevægelse skurken. Den introducerede et nyt kvindesyn, hvor kvinden blev betragtet som en ufuldkommen mand og skabte en ny form for ordinationsforståelse, hvor ordinationen fra at have været knyttet til indvielse af kvinder og mænd til en bestemt tjeneste nu blev indsnævret til kun at omfatte mænd. Ordinationen blev omfortolket til en overførsel af magt til at fejre eukaristien (170), skriver Utgaard, der mener, at lokalkirkerne i overensstemmelse med koncilets ånd skal have stor selvbestemmelse med hensyn til genindførelse af kvindelige diakoner. Det permanente diakonat for mænd blev genindført ved Det andet Vatikankoncil.
Højt kvalificerede bidrag
De ti kapitler i ”Hellig uro” giver tilsammen et godt overblik over vigtige udviklinger inden for den efterkonciliære kirke. Udviklingen er overvejende set gennem reformkatolske, men meget forskellige øjne. Det kan dog overraske, at der mangler bidrag om cølibatet, diskussionen omkring kvindelige præster og de seneste års pædofiliskandaler. Endvidere kunne man påpege, at Lars Roar Langslet i sit afsnit omtaler daværende kardinal Pacelli (senere Pius XII) som den egentlige forfatter til Pius XI´s encyclika ”Mit brennender Sorge” (1937). Kardinal Pacelli spillede en væsentlig rolle i redigeringen af manuskriptet – men forfatteren bag er den tyske kardinal Faulhaber.
Godt at væsentlige internationale debatter nu er gjort tilgængelige på et skandinavisk sprog af højt kvalificerede eksperter, der kan formidle deres viden på et for danskere let tilgængeligt norsk, så den bliver til at forstå for alment interesserede læsere.
