Nyhetsbrev

Nyhetsbrevet er nå nedlagt. Alle tidligere utgaver kan finnes i arkivet.
Les arkivet...

Medlemsskap

For medlemsskap
send epost til
medlemsservice
(a)ogsavierkirken.no

FRANS – en pave fra verdens ende

December 6, 2013      Nyheter, Uncategorized      Pål Kolstø      no responses

Tagged with:



her følger Kaare Rübner Jørgenens foredrag fra høsten seminar. God lesning

 

[Foredrag, holdt på Også vi er kirkens høstmøde lørdag den 28. september 2013. Sætninger i kantet parentes er senere tilføjelser. De fleste af billederne og supplementet med pave Frans’ karriereforløb blev vist som power point.]

Kaare Rübner Jørgensen

FRANS – en pave fra verdens ende

1

Da den franske kardinal Jean-Louis Tauran ved halvotte tiden om aftenen den 13. marts trådte frem på balkonen for at meddele, at ærkebiskoppen af Buenos Aires, kardinal Jorge Mario Bergoglio var blevet valgt til pave Benedikts efterfølger, kom det som en overraskelse. Ganske vist havde Bergoglio været en af favoritterne i 2005 og havde dengang ifølge forlydender fået 40 ud af 115 stemmer ved den tredie og næstsidste afstemning og 25 ved den sidste og afgørende. Men nu var vi i 2013. Han var dog stadig en af de 17 kardinaler på den amerikanske journalist John L. Allens liste over frontrunners i National Catholic Reporter, men nogen seriøs kandidat var der vist ingen, der anså ham for at være. Han var nu også blevet 76.

Netop fordi den næsten 86-årige Benedikt havde trukket sig tilbage, fordi han mente, at der skulle en yngre mand til for at løse problemerne i Vatikanet, havde man vel forventet, at kardinalerne havde valgt en mand i 60’erne. På Allens liste over frontrunners var der flere, der var under 70, men den de flestes opmærksomhed var rettet imod, var ærkebiskoppen af Manila, kardinal Luis Tagle. Han havde dog ét handicap: hans alder, for med sine 55 år var han tre år yngre end Karol Wojtyla, da han blev valgt i oktober 1978. Havde man valgt Tagle, kunne man forvente, at hans pontifikat kunne blive på 25, måske 30 år. Og det ønskede ingen. Man ønskede heller ikke en italiener og slet ikke nogen fra kurien. Mange havde gerne set en sort pave, f.eks. kardinal Turkson fra Ghana, men det var for grænseoverskridende. I stedet blev det en mand, der efter eget udsagn kom fra verdens ende: Kardinal Bergoglio. En mand fra Argentina, der er det mest europæiserede land i Latinamerika. Han var desuden født af italienske immigranter i en by, der kaldes Sydamerikas Paris, og hvor spansk udtales som var det italiensk. Så de mange italienere, der før konklavet havde givet udtryk for, at paveembedet burde komme tilbage til Italien, kunne vel ikke være ganske utilfredse med valget af Bergoglio. Han var jo næsten en af deres! Da det var første gang i næsten 1300 år, at man fik en pave, som ikke var født i Europa (den sidste var den syrisk født St Gregorius III, der var pave 731-741), må valget betragtes som epokegørende. Altså nogenlunde ligesom valget af Johannes Paul II var det i 1978, hvor vi fik den første ikke-italienske pave siden hollænderen Hadrian VI i 1522.

Jeg tolker valget af Bergoglio, som de fleste kardinaler vist kun havde et sporadisk kendskab til, som udtryk for et ønske om forandring. Altså som en tavs utilfredshed med pave Benedikts intellektuelle, menneskefjerne pontifikat. Nu skulle der andre boller på suppen.

At der var kommet det, blev klart, da vi hørte, at han havde taget navnet Franciscus. Det havde ingen paven heddet før ham. Det signalerede, at han ville være de fattiges pave. Desuden trådte han frem på balkonen uden mozzetta (den røde skulderkappe af silke med hermelinskanter) og med et simpelt trækors om halsen. Og som den første pave nogensinde indledte han sin velsignelse urbi et orbi med at opfordre de mange mennesker på Peterspladsen til at bede for sig. I dagene som fulgte, fik vi så at vide, at han ikke var kørt tilbage til Vatikanets gæstehus Casa Santa Marta i den pavelige limousine, men havde taget bussen sammen med de kardinaler, der netop havde valgt ham, og at han dagen efter valget var kørt hen til det hotel, hvor han havde boet under prækonklavet, for at betale sin regning. Desuden havde han selv havde ringet til en kiosk i Buenos Aires for at afbestille sit avisabonnement. Samtidig meddeltes det, at han agtede at blive boende i gæstehuset i stedet for at flytte ind i den pavelig lejlighed, den lejlighed pave Benedikt havde fået renoveret, bl.a. ved installeringen af et tysk hightech køkken til flere hundrede tusinde kroner. Han skiftede dog sit enkeltværelse, hvor han havde boet under konklavet, ud med en suite (værelse nr. 207 med nr. 201) Han bad også sine landsmænd om ikke at flyve til Rom for at overvære hans indsættelse, men at bruge de penge, de derved sparede, på de fattige. Sparsommelighed viste han i øvrigt selv ved at afskaffe det gratiale, de ansatte i Vatikanet traditionelt fik i anledning af et paveskifte, og indsatte de pengene på en ulandskonto – noget jeg ikke er sikker på, alle de ansatte var lige glade for, for den løn, de får, er ikke særlig høj. At han også afskaffede den bonus på 25.000 euros, som årligt udbetales til de kardinaler, der sidder i Vatikanbankens bestyrelse, synes mere rimeligt.

Men altså, her i de første dage var tilfredsheden stor med valget af den argentinske kardinal. Det var den også i Argentina. Glemt var for en stund de konflikter, der havde været mellem Bergoglio og præsidenten Cristina Fernández de Kirchner om prævention, abort, homoseksuelle ægteskaber og retsforfølgelse af militærjuntaens bødler. ”Det var Guds hånd igen,” udtalte én med henvisning til det berømte Diego Maradona-mål under verdensmesterskaberne i fodbold i Mexico i 1986.

Og dog. Der var også kritiske røster. Havde han ikke dækket over præsters seksuelle overgreb på børn, heriblandt over hans gode ven pastor Julio Grassi, som senere fik 15 års fængsel? Og hvad med hans positive holdning til militærdiktaturet fra 1976 til 1983. Det diktatur der var ansvarlig for, at mellem 15.000 og 30.000 mennesker blev myrdet eller forsvandt. Og foretog han sig noget, da de to jesuitter Francisco Jalics og Orlando Yorie, der missionerede i slumkvarterne, i 1976 blev kidnappet af militærjunta’en paramilitær og slæbt til Marinekorpset base, hvor de gennem næsten seks måneder blev torteret?

Andre huskede ham som provincial for jesuitterne.  Det var dog svært at få hans tidligere medbrødre til at udtale sig, for få timer efter hans valg udgik der fra jesuitternes hovedkvarter i Rom en besked til alle jesuitter om at være forsigtige, når de udtalte sig til journalister om Bergoglios tidligere liv. Men én ældre jesuit sagde dog til den engelske journalist og forfatter Paul Vallely:

”Jo, jeg kendte Bergoglio. Han var en mand, der skabte store problemer for jesuitterne … nogle dyrkede ham, andre ville ikke have noget med ham at gøre og dem talte han så godt som aldrig med. Det var en absurd situation. Han var udsat for en personkult, som var ekstremt ødelæggende. Han havde en aura af spiritualitet, som han brugte til at opnå magt. … Han efterlod Jesu Selskab i Argentina ødelagt og økonomisk i ruiner. Vi har brugt to årtier på at bringe orden i det kaos, han efterlod sig.” Paul Vallely, Pope Francis: Undtying the Knots, London 2013, uddrag af bogen trykt i The Tablet 10 og 17. august 2013).

Selv siger Bergoglio i dag, at han var alt for ung, da han blev provincial (blot 36 år), og at han dengang begik mange fejl, fordi han var for diktatorisk og ikke lyttede til andre.

Det meste drejede sig om koncilets reformer. Skulle de implementeres eller ej. Traditionalisterne sagde nej og ønskede fortsat at have skoler for den rige elites børn, men fornyerne ønskede, at energien skulle bruges på de fattige i slumkvarterne. Med udgangspunkt i den dengang nyudviklede befrielsesteologi ville de hjælpe de fattige ikke kun spirituelt, men også økonomisk og politisk. Stærkt konservativ som han var, støttede Bergoglio traditionalisterne og skabte på den måde en splittelse inden for ordenen. Efter at hans embedsperiodes udløb i 1979 fortsatte han med at optræde, som om han stadig var provincial. Det blev til sidst så ulideligt, at ordensledelsen i Rom besluttede at sende ham et halvt år til Tyskland. Da han kom tilbage, blev han kørt ud på et sidespor, idet han blev gjort til skriftefader og åndelig vejleder for jesuitterne i Córdoba, 700 kilometer nordvest for Buenos Aires. Det var ”et ydmyghedens og ydmygelsens sted”, har en anden gammel jesuit fortalte Paul Vallely.

Bergoglio siger selv, at han havde store personlige problemer i de seks år, han var i Córdoba. Han levede nærmest i en permanent krise. Men disse eksilår lærte ham at lytte til andre. Derfor var han en helt anden person, da han i 1992 vendte tilbage til Buenos Aires som nyudnævnt hjælpebiskop. Det var først nu han blev kendt for sin ydmyghed, sin omsorg for de fattige og sin lyst til at indgå i dialog for at bygge bro mellem mennesker med forskellig baggrund, opfattelser og religion. Men nogen fan af befrielsesteologien var han stadig ikke. Og dogmatisk var han lige så konservativ, som han altid havde været. Havde han ikke været det, ville Johannes Paul II nu heller ikke havde udnævnt ham til ærkebiskop i 1998.

 

2

Men hvad kan vi så forvente os af ham som pave? Er han en ny Johannes XXIII, der kan forny kirken? Det er svært at svare på, men vi kan dog se, at han på flere områder har ændret på den traditionelle pavelige adfærd. Den engelske avis The Independent opridsede den 20. september 10 områder, på hvilke han har overrasket os. Jeg har allerede nævnt de fem, så jeg kan nøjes med at omtale de sidste:

– ved audienser sidder han ikke på en tronstol som sine forgængere, men på en almindelig stol. [Helt almindelig er stolen nu ikke, viser et foto, men tronstolen er det ikke.

 

 

 

– skal han besøge en kirke eller institution i Rom, kører han ikke i en Mercedes, men i en Ford Focus, som i England kan fås for 13.995 pund. Han har også givet afkald på at bruge den skudsikre papamobil. På Peterspladsen og under Verdensungdomsdagen i Brasilien har vi dog kunnet set ham køre i en hvid papamobil. På Peterspladsen var det en åben model, som stammende fra Paul VI’s tid blev benyttet indtil attentatet på Johannes Paul II den 13. maj 1981. Den blev dog også benyttet af Benedikt XVI ved hans indsættelse, så det er ikke sp epokegørende som avisen vil gøre det til.

 

 

 

I Brasilien var det imidlertid den skudsikre model, han benyttet, men uden skudsikringen. At den var blevet sendt til Brasilien, kan fortolkes på to måder: den ene, at man har været usikker på, om man turde lade ham køre uden skudsikre glassider, den anden, at den er forsynet med et glastag. Og det er særdeles praktisk, når det regner. Hvad det også indimellem gjorde under Verdensungdomsdagen (det er jo vinter og regntid i Brasilien).

 

 

– skærtorsdag vaskede og kyssede han tolv unge indsattes fødder i det romerske fængsel Casal del Marmo. Det at der var to kvinder iblandt dem har fremkaldt en del kritik fra konservative katolikker og skulle ifølge en kirkeretsekspert være ulovligt.

 

– at han på et spørgsmål om ateister kunne blive frelst, skulle have svaret: ”Selv dem, enhver. Vi har alle en forpligtelse til at være gode.” (The Independent 23. maj 2013). Det blev dog straks dementeret af en talsmand for Vatikanet, så ateister får fortsat efter døden en enkeltbillet til helvede uden stop i skærsilden.

– i flyet på vej hjem fra Verdensungdomsdagen i Brasilien svarede han et spørgsmål om homoseksualitet følgende: ”Hvis en er homoseksuel og søger efter Gud, skal jeg så dømme ham?” Senere har han uddybet det med ”Hvis en er homoseksuel og er en oprigtig kristen, vil Gud så støde ham fra sig?” (America 20. september 2013).

– forleden udtalte han i et interview, at kirken hidtil havde været sygeligt optaget af at fordømme homoseksualitet, brugen af prævention,  fraskilte og kvinder, der havde fået en abort. Det var nødvendigt at finde en ny balance, ellers ville kirkens morallære falde sammen som et korthus. (America 20. september 2013). Uenig heri kan man vist ikke være. Det har jo reelt været at ville føre krige, som allerede er tabte. Nu mangler vi bare, at han skal fortælle de amerikanske biskopper, at de skal støtte præsident Obamas reformlovgivning på sundhedsområdet! For den kommer jo primært de fattige til gode.

Som ærkebiskop talte Bergoglio hyppigt om, at vi skal fokusere på de fattige. Det har han fortsat med som pave. Uanset hvor positivt det er, kan man dog kritisere ham for, at han aldrig taler om at udligne de enorme forskelle mellem rige og fattige her i verden, f.eks. ad lovgivningens vej som det er sket her i Skandinavien. [I hans land er der familier der ejer godser med et jordareal større end Jylland]. Helt traditionelt er det almisser, han taler om. Under Det andet Vatikanerkoncil udtalte den brasilianske ærkebiskop Helder Câmara, der dengang blev kaldt de fattiges biskop: ”Når jeg giver de fattige mad, kalder de mig en helgen, når jeg spørger dem, hvorfor de sulter, kaldes jeg en kommunist.” (Robert Kaiser i den af mig udgivne bog Der var engang et koncil). Det er som om pave Frans koncentrerer sig om det første, ikke det andet. For et par dage siden har han også talt om, at vi skal sætte mennesket i centrum, ikke have pengeindtjening og kapitalisme, hvem er det, der er kirkens store donatorer? Er det ikke netop de stenrige kapitalister?

I det lange interview, som blev trykt i jesuitternes Civiltà Cattòlica og i deres amerikanske tidsskrift America den 20. september, fik vi for første gang en mere sammenhængende redegørelse for pave Frans’ visioner for kirken. Jeg vil ikke sige, at de alle er krystalklare, eller at alle hans metaforer er lige velvalgte, men her er nogle citater:

”Det billede på kirken, jeg foretrækker, er det af et helligt, trofast Guds folk. Det er en definition, jeg ofte bruger, … At tilhøre et folk  har en stærk teologisk værdi. I frelsens historie har Gud frelst et folk. Ingen bliver frelst alene som en isoleret individuel person.”

”Kirken er et hjem for alle, ikke et lille kapel, der kun kan rumme en lille gruppe af udvalgte personer. … Kirken er en mor, kirken er frugtbar. Når jeg ser negative reaktioner hos kirkens præster og søstre, er det første der falder mig ind: ”Her er en ufrugtbar ungkarl”, eller ”Her er en ufrugtbar gammeljomfru”. De er hverken fædre eller mødre i den forstand, at de har været i stand til at giver et åndeligt liv.”

På spørgsmålet: ”Hvad har kirken mest brug for i dette historiske øjeblik? Har vi brug for reformer? Hvad er Deres ønsker for kirken i de kommende år? Hvilken slags kirke drømmer De om?” svarer han:

”Det, kirken har mest brug for i dag, er evnen til at hele sår og at varme de troendes hjerter. Den har brug for nærhed. Jeg ser kirken som et felthospital efter et slag. Det er nytteløs at spørge en alvorligt såret person, om han har et for højt kolesteroltal eller om niveauet af hans blodsukker. Man må hele hans sår. Derefter kan vi tale om alt det andet. Hel sårene, hel sårene … man må starte nedefra.”

”Undertiden har kirken koncentreret sig om småting og lukket sig inde i snæversynede regler. Det vigtigste er den første forkyndelse: Jesus Kristus har frelst dig. Og kirkens tjenere må først og fremmest være barmhjertighedens tjenere. Skriftefaderen for eksempel er altid i fare for at være enten for rigoristisk eller for eftergivende. Heri er der intet barmhjertigt, for ingen af de to holdninger tager et virkeligt ansvar for personen…. I den pastorale tjeneste må vi slå følgeskab med folk og hele deres sår.”

”Hvordan skal vi behandle Guds folk? Jeg drømmer om en kirke, som er en moder og en hyrdinde. Kirkens præster må være barmhjertige, tage ansvar for folket, og ledsage dem som den gode samaritan, som vaskede, rensede og opløftede sin nabo. Det er evangeliet. Gud er større end synd. De strukturelle og organisatoriske reformer er sekundære – det vil sige, de kommer bagefter. Den første reform må være at ændre holdningen.”

”Evangeliets tjenere må være mennesker, som kan varme folks hjerter, som kan gå gennem den mørke nat med dem, som ved hvordan de kan samtale med dem … Guds folk ønsker hyrder, men ikke et præsteskab, som handler som bureaukrater eller regeringsembedsmænd. Især biskopperne må være i stand til med tålmodighed at understøtte Guds virke blandt folk, så ingen bliver ladt tilbage. Men de må også være i stand til at ledsage dem, som har en evne til at finde nye veje.”

”I stedet for blot at være en kirke, som byder velkommen og tager imod ved at holde dørene åbne, lad os også forsøge at være en kirke, som finder nye veje, som er i stand til at træde uden for sig selv og opsøge dem, som ikke går til messe, dem som har forladt kirken eller som er blevet indifferente. De, som har forladt kirken, har undertiden gjort det af grunde, som hvis de forstås og vurderes rigtigt, kan føre til en tilbagevenden. Men det kræver mod.”

I interviewet tales der også om kurien. Pave Frans er overrasket over, at sager vedrørende manglende ortodoksi sendes til afgørelse i Rom. De burde undersøges lokalt, eventuelt med hjælp fra kurien. Kuriens forskellige dikasterier (dvs. ministerier) er til for at hjælpe de enkelte bisper og bispekonferencer. Måske burde man også se på kollegialiteten, siger han. Måske er det på tide at ændre på bispesynodernes form. Den nuværende form synes ikke at være dynamisk. Vi kan lære noget om biskoppelig kollegialitet og synoder af vore ortodokse brødre. Vi kan i fællesskab reflektere over, hvordan kirken blev styret i de første århundreder, før skismaet mellem øst og vest. ”Vi må gå samlet fremad med vore forskelle. Der er ingen anden vej, hvis vi vil være én.”

Endelig er der kvinders rolle i kirken. Kirken mangler endnu en dyberegående teologi om kvinden. ”Kirken kan ikke være sig selv uden kvinden og hendes rolle. Kvinden er essentiel for kirken. Maria, en kvinde, er vigtigere end biskopperne. Vi må yderligere undersøge kvindens rolle i kirken. Dagens udfordring er at tænke mere specifikt over, hvilke funktioner kvinder kan indtage.”

Det positive er, at for pave Frans er kirken et menneskeligt fællesskab, der omfatter alle. Der er ikke som hos Benedikt tale om en eksklusiv og minimaliseret kirke, kun omfattende de stærkt troende og hengivne over for Rom. Positivt er også hans opfattelse af kurien som et tjenende, ikke et herskende organ, og hans tanker om at give kvinder en anden og mere indflydelsesrig rolle i kirken. Men at ordinere dem til præster, er der ikke tale om. Det spørgsmål er afgjort, mener han med henvisning til Johannes Paul II’s bestemmelse fra 1995. [I øvrigt forekommer hans kvindesyn mig at være ret traditionelt latinamerikansk. Hvordan det er, fremgår af de statuer af mødre med børn, som findes overalt i Latinamerika. Her et fra Granada i Nicaragua:

 

”Til moderen, [der er den] totale selvfornægtelse og kærlighed”

Om hans kvindesyn, se også Sadhbh Walshe i The Guardian 31. juli 2013. ]

Omvendt er det bekymrende, at han på spørgsmålet om, hvad kirken mest har brug for, ikke nævner en reform af kurien, en fornyelse af præsteskabet ved for eksempel at forbedre præsternes uddannelse eller en ny evangelisering. Nej, det er at hele sår og varme de troendes hjerter. Det lyder jo meget smukt, men er det ikke også et meget latinamerikansk, måske kunne man også sige et tredie verdens synspunkt. Med landenes enorme fattigdom og tidligere diktaturer er der virkelig mange sår, der ikke er helet. Er det det, vi har mest brug for i Europa? Jeg vil nu ikke afvise, at der også i Europa er katolikker med åbne sår, for eksempel gengifte, der ikke kan gå til kommunion, for slet ikke at tale om efterkommere af og slægtninge til de næsten en million mennesker, Francos soldater og tilhængere med kirkens fulde støtte myrdede i Spanien under og efter borgerkrigen eller af de 30 millioner, der døde under den anden verdenskrig. Begge begivenheder har skabt masser af traumer hos de overlevende og efterladte – traumer som eksisterer den dag i dag.

Hvordan den gode pave har tænkt sig at hele deres sår, får vi intet at vide om. Som ærkebiskop i Buenos Aires har han ofte talt om tilgivelse og forsoning, men hvordan kan forældre, hvis sønner og døtre er blevet bortført, torteret og fra flyvemaskiner kastet i Atlanterhavet, tilgive? Skal vi også tilgive Pinochet, Franco, Hitler?

Pave Frans kan også have ret i, at vi ikke har brug for et præsteskab, som er bureaukratisk, og som opfører sig som regeringsembedsmænd. Men samtidig ser han præsterne som hyrder, der leder de troende – det vil sige, man kan ikke helt frikende ham for at have et temmelig klerikalt kirkesyn. Det kan der også være brug for i Latinamerika med de mange, der ikke rigtig kan læse og skrive, men er det virkelig det, vi i den vestlige verden har brug for? Kan vi ikke tænke selv og selv tage ansvaret for vort liv. Behøver vi virkelig præster til at fortælle os, hvad vi skal gøre? Bør præsten ikke i højere grad være en samtalepartner?

Allerede før offentliggørelsen forrige fredag af det lange interview var der kritik af pave Frans. Ærkebiskoppen af New York, kardinal Timothy Dolan sagde således i midten af juli til John L. Allen, at  ”Vi ønskede også én med gode administrative evner og lederegenskaber, og indtil videre har det ikke være synligt.” Det, der skuffede ham, var, at pave Frans endnu ikke havde udskiftet den stærkt udskældte statssekretær Tarcisio Bertone. Historisk set er kardinalens kritik malplaceret, for hverken Paul VI, Johannes Paul II eller Benedikt XVI foretog en hurtigt udskiftning af den statssekretær, de havde arvet fra deres forgænger. Paul VI ventede seks år, Benedikt over et år og Johannes Paul II næsten fem måneder, men den sidste udskiftning skyldtes nu, at hans arvede statssekretær var afgået ved døden. Så pave Frans’ tøven var helt i overensstemmelse med traditionen. Desuden er pave Frans efter eget udsagn ikke en mand, der fra dag ét farer ud og laver om på alting. Han er besindig, tænker sig om og undersøger tingene, før han begynder at ændre på dem. Men den 31. august kom meddelelsen om, at han havde udnævnt den erfarne diplomat Paolo Parolin, der havde været understatssekretær i syv år, inden han blev nuntius i først Nigeria og Mexico og sidst i Venezuela. Så den kritik må vel nu forstumme.

Men der er også en anden kritik. Den ærkekonservative og i mange kredse særdeles upopulære ærkebiskop af Philadelphia Charles Chaput har i et interview med National Catholic Reporter udtalt, at det især er fremmedgjorte og liberale katolikker samt ikke mindst ikke-katolikker, der er begejstret for valget af Bergoglio. Han er bestemt ikke de højreorienterede og traditionelle katolikkers kop te, for de mener, at hans enkle stil og livsførelse er upassende for en pave. Der er vist ingen tvivl om, at efter offentliggørelsen af interviewet i Civiltà Cattòlica og America vil denne kritik vokse i styrke.  I The Guardian den 20. september omtalte journalisten Marina Hyde interviewet og sluttede med spørgsmålet: ”Is Pope Francis really a Catholic?” Det vil formentlig mange konservative katolikker benægte.

 

3

Kan pave Frans så forny kirken? Jeg tror, at han som Johannes XXIII kan angive en nyt retning, men hvor meget kirken vil følge den, er også afhængig af, hvordan biskopperne reagerer. Vil de følge ham på ydmyghedens vej? Vil de opgive deres bispepaladser og limousiner? Vil de også have fokus rettet mod de fattige? Jeg tvivler, så derfor risikerer pave Frans’ pontifikat at blive en parentes i kirkens lange historie.

Under alle omstændigheder forventer jeg ingen dogmatiske og kirkeretlige ændringer. Om cølibatet har han udtalt: ”Det er et spørgsmål om disciplin, ikke en trosartikel, det kan ændres. I øjeblikket er jeg for en opretholdelse af cølibatet med alle dets fordele og ulemper, fordi vi har haft ti århundreder med gode erfaringer.” (Catholic Herald 27. marts 2013).  Her vil jeg som kirkehistoriker sige: forkert, kære pave! Vi har haft ti århundrede med dårlige erfaringer. Ved I forresten hvornår cølibatet blev effektivt? Det blev det først i begyndelsen af 1800, thi i forbindelse med dannelsen af den såkaldte ”Hellige alliance” efter Napoleonskrigene fik paven de katolske regenter til ved anvendelse af politi og undertiden også militær at fjerne, hvad der måtte være af kvinder og børn i præstegårdene. Og det var mange, for stikprøveundersøgelser har vist, at op imod 60% af præsterne på landet på dette tidspunkt levede sammen med en kvinde og havde børn med hende. De store menneskelige omkostninger, fjernelsen af dem fra præstegården må have medført, taler ingen om. Så derfor vil jeg sige, afskaf det påtvungne præstecølibat. Vi har jo afskaffet cølibatet for diakoner, selv om cølibatet for dem tidligere blev betragtet som ligeså helligt og urørligt som præstecølibatet.

Måske vil han også indføre et særligt diakonat for kvinder. Det skal være et særegent, fordi det traditionelle diakonat kun er for mænd. Ellers vil det være formen, den ydre fremtoning, der vil være anderledes under pave Frans’ pontifikat. Hvor Benedikt talte til forstanden, vil han tale til hjertet. Men om han også vil være i stand til at løse kirkens mange problemer, er et helt andet spørgsmål.

Lad mig derfor til sidst nævne de problemer, jeg mener, han står overfor.

1/ Vatikanet. I 2010 kritiserede den irske taoiseach, dvs. premierminister, Edna Kenny pave Benedikt og bad ham bringe sit dysfunktionelle hus i orden. Det fremkaldte dengang stor forargelse i mange kredse, for en så stærk kritik af paven fra en verdslig politisk leder var man ikke vant til, men de lækkede dokumenter har vist, at Kenny havde ret. Tingene fungerer ikke i Vatikanet, hvor beslutningerne er uigennemskuelige, hvor der er interne rivaliseringer, udbredt korruption og lobbyisme fra grupper uden for Vatikanet. Engang var det dominikanere, franciskanere og jesuitter, der kappedes om indflydelse, i dag er det Opus Dei, Kristi Legionærer og andre stærkt højreorienterede grupperinger. Dertil kommer de homoseksuelle klikker, og at forvaltningskulturen er italiensk. Og så behøver man vist ikke at sige mere.

I Danmark har vi en konstitutionel monark og en regering, ledet af en statsminister. Hver uge er der ministermøde, hvor lovforslag fremlægges og drøftes, og hvor regeringens politik koordineres. Desuden er der regelmæssigt statsråd, hvor ministrene mødes med dronningen for dels at orientere hende om regeringens politik dels at få hendes underskrift på de af folketinget vedtagne love. Jeg går ud fra, at det fungerer nogenlunde på samme måde i Norge.

Men sådan er det ikke i Vatikanet. Her er der ikke noget, der hedder ministermøder eller statsråd. Lederne af de enkelte dikasterier eller ministerier træffer selvstændigt alle beslutninger og orienterer sjældent deres kolleger. Man kan også opleve, at et ministerium træffer en beslutning, som rettelig burde træffes af et andet, som for eksempel da Ratzingers Troslærekongregation besluttede at undersøge de amerikanske ordenssøstre under at inddrage, endsige orientere Kongregationens for det gudviede liv. Desuden skal lederne hos pavens privatsekretær ansøge om tilladelse, hvis de ønsker at tale med paven – en tilladelse de ikke altid kan være sikker på at opnå. Resultatet er, at der ikke er nogen koordination, og at paven ikke altid er klar over, hvilke beslutninger der er truffet.

Som en af sine første selvstændige handlinger udpegede pave Frans i april imidlertid otte kardinaler – én fra kurien og ellers én fra hver af de syv verdensdele – for at rådgive sig med henblik på en revision af den apostoliske konstitution om den romerske kurie. De mødes for første gang i begyndelsen af oktober, så vi må vente med at se, hvad der kommer ud af det. Men man kan da håbe på, at der indføres en vis decentralisme, så koncilets ønske om subsidiaritet (ideen om at hvis en underordnet instans er bedst egnet til at træffe en beslutning, skal den ikke træffes af en overordnet) realiseres, og at der ændres på bispesynodernes form, så der indføres en reel kollegialitet. Det kan ske ved, at det er biskopperne selv og ikke kurien, der bestemmer, hvilke emner der skal på synodernes agenda. Under Johannes Paul II kunne biskopperne kun drøfte det, kurien ønskede, men pave Benedikt gav dem én ”fri” dag, hvor de selv bestemte, hvad de ville tale med hinanden om. Men det var helt uformelt og ikke noget, der blev ført til protokol.

2/ En troværdig behandling af sager om præsters seksuelle overgreb på børn og unge. For tre uger siden kom det frem, at den pavelige nuntius i Den dominikanske Republik, ærkebiskop Józef Wesolowski og hans medarbejder den polske præst Wojciech Gil havde samlet mindreårige gadebørn op i San Domingos slumkvarterer og kørt dem til nuntius’ens villa ved havet, hvor de mod betaling misbrugte dem seksuelt. Wesolowski er blevet kaldt tilbage og begge har forladt landet. Chefanklageren i Det dominikanske Republik har indledt en undersøgelse, selv om det er uklart, om han har lovhjemmel til det, da det vedrører en person med diplomatisk status. Samtidig er også Vatikanet gået i gang med en undersøgelse. Men nogen koordination og udveksling af oplysninger synes der ikke at finde sted (Catholic Herald og The Independent 5. september 2013).

Denne penible sag kan ses som en lakmusprøve på, hvordan pave Frans vil takle sager vedrørende gejstliges misbrug af børn og unge. Er han klog, ophæver han ærkebiskoppens diplomatiske immunitet, så myndighederne i Den dominikanske Republik kan udstede en international arrestordre, for selvfølgelig bør han retsforfølges og straffes i det land, hvor han har begået sine forbrydelser, og ikke i Vatikanet.

[En anden og ligeså pinlig sag er ærkebiskoppen af Glasgow, kardinal Keith O’Briens seksuelle udnyttelse af præstestuderende. I dag taler man om at han ikke var alene, men blot en del af et homoseksuelt netværk blandt skotske præster. Det har virkelig rystet den katolske kirke, og flere og flere katolikker ønsker en uafhængig undersøgelse af, hvad der er foregået og hvad der foregår i den skotske kirke. Vil pave Frans støtte dem?]

I det hele taget er jeg ikke sikker på, at pave Frans har forstået problemet. Han har talt om, at de præster, der misbruger børn og unge, er pædofile, dvs. syge mennesker, men amerikanske og især irske undersøgelser viser, at det er de færreste af dem. Hovedparten begynder nemlig normalt først at forgribe sig på børn, når de har været præster i ti-tolv-femten år. Det er menneskelig ensomhed, usikkerhed over for andre voksne, stress, frygten for ikke at slå til, og manglede nærhed, der hyppigst er årsagerne (Se Marie Keenans bidrag i bogen Responding to the Ryan Report, udg. af Tony Flanney OssR i 2009).

Så skal man forhindre overgreb i fremtiden, må kulturen i præstegårdene ændres. Og det vil nemmest kunne ske ved at lade præsterne gifte sig. Er den nye pave indstillet på det? På basis af den udtalelse, jeg citerede før, er jeg ikke sikker derpå.

3/ Tilbagegangen i antallet af præster, tilbagegangen i antallet af troende og tilbagegangen i indtægter. Kan pave Frans ændre herpå? Jeg tvivler.

4/ Modsætningen mellem den liberale og den konservative katolicisme, herunder spørgsmålet om dissens contra lydighed over for læreembedet. Også det problem har jeg svært ved at se, at han kan løse.

5/ I forlængelse af det sidste problem kan nævnes konflikten mellem kirkens traditionelle moralske forskrifter og det moderne sekulariserede samfunds normer (prævention, abort, sex før ægteskabet, skilsmisse, kunstig befrugtning, aktiv dødshjælp, stamcelleforskning, lighed mellem kønnene, lighed mellem hetero- og homoseksuelle). Her kan paven ikke give køb, så den konflikt vil fortsætte også under pave Frans.

Det er de ”objektive” problemer, dvs. de problemer alle formentlig kan blive enige om, pave Frans står overfor. Hertil kommer en række andre problemer, som ikke deles af alle:

6/ Behovet for en demokratisering af beslutningsprocesserne i kirken, herunder menighedernes indflydelse på, hvad kirkens penge bliver brugt til, og på hvem, der skal være deres biskop og præst.

7/ Behovet for at ændre liturgien, så den bliver relevant for unge mennesker. De nye messetekster, som blev indført i de engelsktalende lande i 2011, og som bliver indført i Tyskland og Frankrig fra 1. søndag i advent, er nok på modersmålet, men de er direkte oversatte fra latin med antikverede ord og latinsk syntaks. Er det virkelig vejen frem?

8/ Behovet for at ændre på kirkernes indretning, Som det er i dag, kan man, hvis man sidder på femte eller på en af de efterfølgende rækker, normalt ikke se, hvad der foregår ved alteret, og sjældent høre, hvad præsten siger. Skal vi ikke i stedet sidde i en kreds omkring alteret, således som man nu gør det i den katolske kirke i Århus?

 

9/ Behovet for en bedre og mere videnskabelig uddannelse af vore præster. Jeg ved ikke, hvordan det er i Norge, men i Danmark er de katolske præster generelt dårligt uddannet. Derfor er de temmelig uvidende, når det drejer sig om tolkningen af Bibelen og om teologi- og kirkehistorie. De er stressede og fortravlede og har heller ikke tid til at sætte sig ind i, hvad der kommer af nyere teologisk litteratur. Kort sagt: Præsterne kan godt fortælle os, hvad kirken lærer, for det har de lært på præsteseminariet og læst i katekismen, men kan de også fortælle os hvorfor?

Da præsterne er så dårligt uddannet, bliver biskopperne det også. Forleden så jeg på nettet den timelange samtale mellem ateisten Richard Dawkins fra Oxford og ærkebiskoppen af Sydney, kardinal Pell, som også er Australiens primat. Jeg synes, det var direkte pinligt at høre kardinalen argumenter for den kristne kulturs værdi, bl.a. med at før Europa blev kristent, var der slaver og kvinder blev undertrykt! Han er åbenbart ikke klar over, at pave Pius IX i 1864 gav udtryk for, at det var i overensstemmelse med Guds forsyn, at mennesker med en sort hudfarve skulle være slaver, og at katolske institutioner i USA og Brasilien havde slaver helt op til slutningen af 1800-tallet. Og hvornår er kirkens holdt med at nedgøre og undertrykke kvinder? Altså vil man argumentere for kristendommens kulturelle og politiske værdi, må man finde nogle bedre argumenter! (I kan høre hele debatten på nettet, hvis I på You tube googler ”Dawkins vs. Pell”).

10/ Endelig kunne jeg godt ønske mig at se nogle troværdige og fornuftige bud på løsningen på den modsætning, der efter min mening er mellem fortidens tro og nutidens viden. Her tænker jeg ikke kun på de mange nye landvindinger inden for naturvidenskaberne, men også på dem inden for den moderne bibelvidenskab. Vi, der er veluddannede, kan ikke, som den amerikanske episkopale biskop John Selby Spong siger i bogen Why Christianity Must Change or Die, i trosbekendelsen forkynde, at vi tror på noget, som vi ved, ikke er sandt. Det sidste er for mig at se, det helt store spørgsmål i nutidens vestlige verden.

Pave Benedikt kunne ikke løse disse problemer, og jeg har svært at se, at pave Frans vil være i stand hertil. Han kan ikke engelsk og hans internationale viden og erfaring er ikke imponerende. Derfor vil folk i vor del af verden fortsat forlade kirken – uanset hvor begejstret de måtte være for den nye paves ydmyge, venlige væsen og enkle livsstil. Har vi en katolsk kirke i Europa om 50 år? Jeg håber det, men er bange for, at det ikke vil være tilfældet. Under alle omstændigheder vil det være en anden kirke end den, vi har i dag, for det vil være en kirke så godt som uden præster. Og hvad så?

Tak.

 

 

Supplement

Pave Frans’ karriere

Født 1936. Afsluttet sin skolegang med et biokemisk diplom. Arbejdede derefter i nogle år inden for næringsindustrien.

Påbegyndt præsteuddannelsen i 1955, indtrådt i jesuiterordenen 1958. Noviciat i Chile. Licentiat i filosofi 1960. Underviser i litteratur og psykologi på et gymnasium 1964-1965.

Afsluttende studier i Spanien 1967.

Præsteviet 1969, evige løfter 1973.

Provincial superior 1973-1979.

Rektor for det teologiske og filosofiske fakultet, San Miguel 1980-1986.

Skriftefader i Córdova 1986-1992.

Hjælpebiskop Buenos Aires 1992, coadjutor med successionsret 1997.

Ærkebiskop 1998, kardinal 2001.

Indgivet sin afskedsansøgning 2011.

Pave 2013.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Comments are closed.